Frikendelse af imamer er begyndelsen til enden på Danmark, som vi kender det

Statsadvokatens afgørelse om, at der ikke kan rejses tiltale mod den gruppe af imamer, der i december 2005 rejste på en “informationsrejse” til diverse mellemøstlige diktaturstater for at klage sin nød over danskerne i almindelighed og Muhammed-tegningerne i Jyllands-Posten i særdeleshed, er en falliterklæring for den danske retsstat. Hvis man – i særdeleshed som indvandrer – kan tillade sig ustraffet at tage til udlandet og sprede løgne om det land, der har givet en alt: Bolig, uddannelse, arbejde, tryghed, retssikkerhed, religionsfrihed etc., med det ene formål at ophidse til vold og had mod Danmark og dets indbyggere, står verden ikke længere. Jeg vil understrege, at imamerne selvfølgelig har lov til at sige, hvad de vil – inden- og udenfor Danmarks grænser, men de har ikke lov til at bringe landets- og dets borgeres sikkerhed i fare, og det er netop, hvad de i den grad har gjort i denne sag.

Der er ingen tvivl om, at imamernes største ønske, da de påbegyndte deres rundrejse var at starte en “Tredje Verdenskrig” mod Danmark, og de var fuldt bevidste om, at danske statsborgeres liv - herhjemme og især i udlandet – kunne blive bragt i fare på grund af aktionen, foruden andre forudsigelige konsekvenser fra den religiøse fanatismes skatkammer. Alligevel kan disse religiøse forkyndere altså ikke straffes for landsforræderi eller andre lovovertrædelser.

Med frikendelsen i hånden skulle det være en smal sag at få dømt Pia Kjærsgaard for sin logiske udtalelse om, at imamerne er landsforrædere. Dermed ville man – som vi har set det så ofte i Danmark – straffe budbringeren, mens gerningsmændene endnu engang kan gå grinende bort. De imamer, der har strøet om sig med glædesytringer over handelsboykotter, dødstrusler, alverdens andre trusler, hadelister, opfordringer til betaling af blodpenge, indførsel af bestialske straffe og andre “eksotiske” ting, kan altså glæde sig over, at det lovsystem, de gør alt for at afskaffe, samtidig er deres bedste garanti for at kunne fortsætte det samfundsundergravende arbejde, de mere eller mindre åbenlyst udøver her i landet.

Blandt de fundamentalistiske muslimer og på den danske venstrefløj vil man nu grine i (Café Latte)-skægget og se sig bekræftet i sin forestilling om, at Muhammed-krisen var Jyllands-Postens-, regeringens- og Dansk Folkepartis skyld, men måske er der ikke så meget at glæde sig over, når det kommer til stykket. I hvert fald behøver man ikke at besidde profetiske evner for at kunne forudse, at mange danskere vil se sig krænkede i deres retsbevidsthed, når imamerne kan slippe afsted med så uhyrlige ting, som de åbenbart kan. Det vil i bedste fald føre til øget tilslutning til Dansk Folkeparti og – som det værste scenario – til mere racisme – netop den, den danske venstrefløj med sine imam-venner siger, den prøver at bekæmpe.

Det mildner næppe heller vreden hos den almindelige dansker, at imamerne har erklæret, de igen vil tage på rundrejse i Mellemøsten, hvis en lignende situation skulle opstå i fremtiden.

Mens imamerne skamudnytter de åbne samfund, de hader som pesten, ryster man andre steder i verden på hovedet over europæernes naivitet m.h.t. religiøs ekstremisme og terrorbekæmpelse. Én af de skarpeste kritikere er den italienske terrorekspert, Lorenzo Vidino, der i dag arbejder for en antiterror-tænketank i Washington: (…) Man må forstå, at vi er midt i en krig mod fundamentalister og terrorister. Når vi er i færd med at miste støtte i denne afgørende prøve, er det bl.a. fordi den europæiske elite og mediefolkene i Europa ikke har indset dette.

Det er tvingende nødvendigt, at vi i Europa og andre steder i verden lærer at forstå, at vi siden den 11. september 2001 har befundet os i en særlig situation – nemlig en global krig mod islamisk terror og fundamentalisme – og særlige situationer kræver nu engang særlige foranstaltninger. Hvis vi ikke meget snart indser dette, kan konsekvensen blive den vestlige civilisations undergang. Det er sket før (Romerriget), og det kan ske igen – i hvert fald er der ingen grund til at være mere tryg efter gårsdagens frifindelse af imamerne.