Anders Fogh - Venstres Vejrhane

Det er altid svært at kritisere “én af sine egne”, ikke desto mindre er der ingen vej uden om i dette tilfælde. Lad mig dog starte med at rose Anders Fogh, for det er der i dén grad også grund til. I hans tid som statsminister er økonomien blevet endnu bedre, end den var under Schlüter og Nyrup med afviklingen af udlandsgælden og den rekordlave arbejdsløshed som de mest bemærkelsesværdige resultater. Det er på grund af de gode internationale konjunkturer, kan man indvende, og det er selvfølgelig ikke helt forkert, men det ændrer ikke ved, at Fogh, ligesom især Thor Pedersen, har sin store del af æren for den økonomiske fremgang.

Fogh var også manden, der stod i spidsen for stramningerne i udlændingepolitikken og retspolitikken. Man bør heller ikke glemme skattestoppet, fritvalgsordningerne på sygehusområdet og i hjemmeplejen, opprioriteringen af fagligheden i folkeskolen, samt Foghs indsats under forhandlingerne om EU-udvidelsen i 2002.

Blandt kollegaerne i Folketinget er respekten for Fogh meget stor. Søren Krarup anser ham for at være den bedste statsminister i de sidste 100 år, og i oppostionen er der ingen – ligegyldig, hvor lidt, de bryder sig om Foghs politik – der stiller spørgsmålstegn ved hans faglige kunnen. I Statsministeriet er embedsmændene næsten overvældede over hans dygtighed.

Ovenstående ændrer imidlertid ikke ved, at Fogh ved adskillige lejligheder – næsten udelukkende, når han har været under enten uden- eller indenrigspolitisk pres – har fremstået som en politisk vejrhane. Senest er han vendt på en tallerken i energi- og miljøpolitikken. Først og fremmest har Fogh dog vist sig at være overraskende svag og eftergivende, når det handler om den måske vigtigste rettighed i et demokrati: ytringsfriheden. Det sendte jeg et indlæg om til Jyllands-Posten, der bad mig om at forkorte det med mere end 60%, hvorefter det blev offentliggjort. Nedenfor følger først det oprindelige indlæg, der ikke kom i JP, og derefter den forkortede udgave, der med nogle dages forsinkelse nåede avisens spalter. Mærkeligt nok har der ikke været nogen som helst reaktion på indlægget, hverken fra JP’s læsere eller diverse bloggere. Det er selvfølgelig, fordi venstrefløjen ikke vil kritisere Fogh, når han endelig gør som den kræver, mens højrefløjen i det hele taget ikke bryder sig om at sige noget negativt om statsministeren. Det skuffer og overrasker mig dog alligevel, for man er altså også nødt til at kritisere sine egne, ellers kunne man jo ende med at ligne en hykler…

Venstres Vejrhane

Ved højtidelige lejligheder og ikke mindst, når den drevne taktiker, Anders Fogh Rasmussen, taler direkte til sin borgerlige vælgerskare, ynder han at fremstille sig selv som den store forsvarer af ytringsfriheden. Læs blot, hvad han sagde i et JP-interview så sent som den 1. oktober: “Vi kan ikke gå på kompromis med ytringsfriheden. Ytringsfriheden er den mest værdifulde frihedsrettighed, vi har, for uden den er ingen af de andre frihedsrettigheder noget værd” (…)”Vi behøver en bevidstgørelse om, at ytringsfriheden også indeholder retten til at ytre sig kritisk om religion. Og der kan vi heller ikke gå på kompromis. Det er jo faktisk retten til også at diskutere religiøse emner kritisk, der har båret udviklingen i Europa fremad i århundreder. Derfor står vi også her med noget, hvor vi ikke kan give os bare en millimeter.” (…)”Jeg har den grundopfattelse, at ytringsfriheden er absolut på den måde, at den kun er begrænset af lovgivningen.” Lever statsministeren så i handling op til de flotte ord? Svaret er et rungende nej. Kun en uge senere havde alene frygten for en ny Muhammed-krise fået Fogh til at opgive alle floromvundne principper. Nu tog han ”på det skarpeste afstand” fra den famøse DFU-video, der for det første er optaget ”undercover”, for det andet filmet under private former, for det tredje ikke indeholder nogen ulovligheder og for det fjerde ikke adskiller sig væsentligt fra det, der foregår under andre ”våde” fester overalt i Danmark og den vestlige verden. Den eneste forskel er, at de unge DFUere havde formastet sig til at tegne profeten Muhammed på en lidet flatterende måde. Det kan man mene mangt og meget om, men ingen kan vel anfægte de unges ret til at ironisere over en for dem ligegyldig profet, slet ikke, når seancen foregik ved en privat fest. Alligevel fandt Fogh det altså nødvendigt at fordømme DFUernes opførsel. Heller ikke under Muhammed-krisen gik der lang tid, inden ”ytringsfriheds-fundamentalisten”, Fogh, – presset af ikke mindst Dansk Industri og danske virksomheder i Mellemøsten – glemte alle gode forsætter og forvandlede sig fra statsmand til vejrhane. På ét af hans ugentlige pressemøder under krisen kunne man konstatere, hvordan den mediebevidste Fogh virkede langt mere afstandtagende over for tegningerne og JP, da han talte til de mange tilstedeværende udenlandske journalister, end det forinden havde været tilfældet over for den danske presse. Nærmest patetisk blev Foghs optræden i det berømte interview på den arabiske tv-station, Al Arabiya. Angiveligt efter instrukser fra en dansk muslim, fremstod han som en lille, skyldbetynget skoledreng – en attitude, der står i skarp kontrast til den kontante eller ligefrem barske statsminister, danskerne kender. Under interviewet tog han afstand fra dæmonisering af religioner (mente han, JPs tegninger var udtryk for dette?) og forsikrede, at han var ”dybt berørt” og ”dybt bedrøvet” over situationen. Han kunne lige svinge sig op til et spagt forsvar for ytringsfriheden, omend han ”personligt” aldrig selv ville ”fremstille figurer på en måde, der kunne såre andres følelser”. Ved en tidligere lejlighed havde Fogh sagt, at han var ”overordentlig glad” for den beklagelse, JP, i kølvandet på de heftige reaktioner på tegningerne, offentliggjorde over for de muslimer, der måtte føle sig krænket i deres tro. Det er decideret forkert, når Fogh både i Danmark og udlandet, bl.a. af den dødstruede hollandske politiker, Aayan Hirsi Ali, betegnes som manden, der forsvarede den danske ytringsfrihed med næb og kløer under Muhammed-krisen, men mærkeligt nok har denne opfattelse rodfæstet sig i de flestes bevidsthed. Sandheden er, at Fogh lod sin embedsførelse påvirke af fanatiske muslimers mord-, bombe- og terrortrusler, samt flag- og ambassadeafbrændinger, uden dog at falde helt på halen som f.eks. den norske statsminister, Jens Stoltenberg. Foghs eftergivenhed over for de ekstremistiske muslimer bliver endnu mere hyklerisk, når man tager hans skarpe kritik af den danske samarbejdspolitik fra 1940-43 i betragtning. I en tale på Holmen den 29. august 2003 i anledning af 60-årsdagen for ophøret af samarbejdspolitikken med Nazi-Tyskland gjorde han det klart, at: ”I kampen mellem demokrati og diktatur kan man ikke stå neutralt. Man må tage stilling for demokratiet og mod diktaturet. Det er på dette punkt, at den aktive tilpasningspolitik udgjorde et politisk og moralsk svigt.” Hvordan harmonerer de smukke ord med Foghs håndtering af Muhammed-krisen, og hvem har han taget parti for i den aktuelle sag: DFUerne, der nok har opført sig tåbeligt, men ikke er trådt uden for demokratiets rammer, eller de rasende muslimer, de fleste af dem repræsentanter for islamiske diktaturstater, der kræver, at deres gudgivne love efterleves i lille Danmark? Hvordan har Fogh tænkt sig, at fundamentalistiske muslimer nogensinde skal blive en integreret del af de vestlige samfund, når de ikke utvetydigt får at vide, at de ligesom alle andre kan blive udsat for ”hån, spot og latterliggørelse”?(jvf. Flemming Roses begrundelse for trykningen af Muhammed-tegningerne) Svigter statsministeren ikke de mange muslimer, der netop er flygtet til Vesten for at leve i sekulære samfund uden religiøs forfølgelse eller undertrykkelse, og hvordan hænger udtalelserne sammen med hans udtrykkelige ønske om ”mindre religion i det offentlige rum”? Er han ikke tværtimod med til at give islam en offentlig platform ved indirekte at advokere for overholdelse af det islamiske billedforbud i Danmark?

Med hans håndtering af Muhammed-krisen og DFU-videoen in mente, er det svært at betegne Anders Fogh som en stor statsmand, og det er synd, for indenrigspolitisk er han uden tvivl én af de bedste- og mest kompetente statsministre, Danmark nogensinde har haft. For mig, et tidligere Venstre-medlem, der stemte på partiet ved valgene i 1998, 2001 og 2005 og aldrig havde forestillet sig at sætte sit kryds andre steder, forbliver han ikke desto mindre en beregnende opportunist, jeg aldrig mere vil give min tillid.

Venstres Vejrhane II

Ved højtidelige lejligheder og ikke mindst, når Anders Fogh Rasmussen taler direkte til sin borgerlige vælgerskare, ynder han at fremstille sig selv som betingelsesløs forsvarer af ytringsfriheden: “Vi kan ikke gå på kompromis med ytringsfriheden.” (…)”Ytringsfriheden indeholder også retten til at ytre sig kritisk om religion. (…)Vi kan ikke give os bare en millimeter.” (…)”Ytringsfriheden er kun begrænset af lovgivningen.” (JP, 01.10.06) Lever statsministeren så i handling op til de flotte ord? Nej! Kun en uge senere havde frygten for en ny Muhammed-krise fået Fogh til at opgive alle principper. Nu tog han ”på det skarpeste afstand” fra den private DFU-video, der hverken indeholder nogen ulovligheder eller adskiller sig væsentligt fra det, der foregår under andre fester i Danmark. Den eneste forskel er, at DFUerne havde tegnet profeten Muhammed på en lidet flatterende måde. Det kan man mene meget om, men ingen kan anfægte de unges ret til at lave grin med en, for dem, betydningsløs profet under private former. Alligevel fandt Fogh det nødvendigt at fordømme DFUernes opførsel. Heller ikke under Muhammed-krisen gik der lang tid, inden ”ytringsfriheds-fundamentalisten”, Fogh, glemte alle gode forsætter og forvandlede sig fra statsmand til vejrhane. Man kunne konstatere, hvordan han virkede mere afstandtagende over for tegningerne og JP, når han talte til udenlandske journalister end over for dansk presse. Klarest i erindringen står interviewet på Al Arabiya, hvor han fremstod som en skyldbetynget skoledreng. Fogh tog afstand fra dæmonisering af religioner og forsikrede, at han ”personligt” aldrig ville ”fremstille figurer på en måde, der kunne såre andres følelser”. Det er decideret forkert, når Fogh betegnes som manden, der kompromisløst forsvarede ytringsfriheden under Muhammed-krisen, men mærkeligt nok har denne opfattelse rodfæstet sig i manges bevidsthed. Sandheden er, at Fogh lod sin embedsførelse påvirke af fanatiske muslimers mord-, bombe-, terrortrusler, flag- og ambassadeafbrændinger.

Foghs eftergivenhed bliver endnu mere hyklerisk, når man tager hans kritik af den danske samarbejdspolitik fra 1940-43 i betragtning: ”I kampen mellem demokrati og diktatur kan man ikke stå neutralt. Man må tage stilling for demokratiet og mod diktaturet.” Hvordan harmonerer de smukke ord med Foghs håndtering af Muhammed-krisen og sagen om DFU-videoen?

Jeg kan tilføje til artiklerne, at Fogh i November 2002 også kaldte tilpasningspolitikken (samarbejdspolitikken) for “ussel og pinlig”.